Er barnet rask eller syg?

Det kan specielt for børns vedkommende af og til være svært at afgøre, om de er syge eller raske, og ofte må man foretage et skøn.

Barnet er rask, når det er feberfrit, og almentilstanden er upåvirket. Barnet skal kunne deltage i de aktiviteter, det plejer uden at kræve særlig omsorg og pasning. Barnet skal fx kunne lege ude og tage med på udflugt.

Hvis et barn kommer i institution uden at være helt rask, har det på grund af nedsat modstandskraft større risiko for at få komplikationer til sygdommen eller pådrage sig en anden sygdom.

I Cismofytten opfordre vi derfor til at det er en god idé at lade barnet blive hjemme i mindst 1 dag, efter at det er blevet feberfrit eller efter anden sygdom.

Barnet er syg, hvis almentilstanden er påvirket, hvis det har feber( dog måler vi som hovedregel ikke barnets temperatur i Cismofytten), eller hvis der er specifikke tegn på sygdom.

Forældrenes opgaver

En forudsætning, for at udbredelsen af smitsomme sygdomme i institutioner for børn og unge kan nedsættes, er, at syge børn holdes hjemme. Dette er særlig vigtigt for småbørn, hvor hyppigheden af infektioner i forvejen er meget stor. Forældrene har her en særlig opgave.

Forældrene bør:

• holde syge børn hjemme
• respektere personalets vurdering af, om barnet er sygt/smittefarligt, når personalet kontakter forældrene med henblik på at hente barnet hjem og hvornår barnet kan komme tilbage.
• Cismofytten tager udgangspunkt i de af sundhedsstyrelsen udstukne vejledninger.
• I menuen kan du lære om hver enkelt sygdom.

Hvad er en smitsom sygdom?

Smitsomme sygdomme skyldes infektioner med mikroorganismer som bakterier, virus, svampe eller parasitter. Smitte overføres fra menneske til menneske eller i sjældnere tilfælde fra dyr til menneske. Smitte kan også overføres fra madvarer, vand eller jord, se senere.

Inkubationstiden er den tid, der går, fra man er smittet, og indtil der opstår symptomer på sygdommen.

Smitteperioden er det tidsrum, hvor man kan smitte andre.

Smitteveje

Smitstoffer udskilles på forskellig vis, fx i luftvejssekret, i væske fra bylder og sår eller i afføring. De forskellige smitstoffer optages også på forskellig vis, fx fra slimhinder i næse, mund og øjne, fra maven eller tarmen eller fra luftvejene og gennem brudt hud. Endelig spredes smitstofferne også forskel- ligt, bl.a. afhængigt af deres evne til at overleve uden for mennesket. Ofte kan den samme infektion spredes på flere måder. Nedenfor beskrives de mest almindelige smitteveje.

Kontaktsmitte er den mest almindelige smittevej. Smitten sker typisk via hæn- der og forurenede genstande. Smitte overføres enten ved kontakt med væske fra børnesår, øjenbetændelse, snot eller andet sekret fra luftveje, spyt, opkast, afføring m.v.15 eller kontakt med genstande, som er blevet forurenet hermed. Sidstnævnte sker, når smitstoffer kan overleve og overføres uden for menne- sket via sutter, legetøj, spisebestik, dørhåndtag, toiletsæder og håndklæder. Med hænderne kan smitten så bringes videre til andre eller til en selv ved berøring af næse, øjne, mund eller til hud med sår eller rifter. Ligeleder smitter blære når de sprænges, hvorfor der skal være sår på for at undgå smitte.

Dråbesmitte gennem luften sker ved, at dråber med smitstof ‘lander’ på en andens slimhinder eller lander på overflader og dermed kan spredes via kon- taktsmitte. Dråberne opstår ved hoste, nys, tale eller opkastning. Egentlig luftbåren smitte er ret sjælden og sker, når smitstof i meget små partikler (som aerosoler eller støv) kan holde sig svævende i luften gennem længere tid og evt. indåndes.

Smitte ved indtagelse af smitstof gennem munden sker typisk med smitstoffer, der stammer fra afføring, hvilket gælder mange mave-tarm-infektioner og hepatitis A (smitsom leverbetændelse). Smitten kan overføres til munden, fx ved indtagelse af forurenet mad eller vand eller via hænderne (se under kontaktsmitte ovenfor).