Vi har åbent alle hverdage kl. 7-17, og vores dage følger en fast rytme, så børnene ved, hvad der skal ske i løbet af dagen.
Vi har fokus på at opdele os i små grupper store dele af dagen, så børnene oplever små fællesskaber, hvor alle kan blive set og hørt. På den måde kan vi også tilpasse aktiviteterne til de enkelte børns udvikling og behov.
Morgen
Vi åbner hver morgen i vuggestuen, hvor vi er samlet på tværs af alle stuer.
Vi tilbyder morgenmad til de børn, som er her inden kl. 7.30 og ikke har spist hjemmefra.
Omkring kl. 8 går børnehaven op på deres etage, og morgenen fortsætter på stuerne med rolig leg og aktiviteter.
Formiddag
Omkring kl. 9 holder vi samling på stuerne og spiser formiddagsmad. Nogle stuer spiser inden samlingen, andre spiser efter.
Bagefter går formiddagens planlagte aktiviteter i gang, hvor vi deler os op i små grupper og laver aktiviteter med udgangspunkt i de forskellige børnegrupper.
Vi tager også udgangspunkt i det fælles emne, vi har fokus på i perioden - det kan være "havet", "krible-krable" eller noget helt tredje, som alle stuer arbejder med samtidig.
Frokost
Vi spiser frokost omkring kl. 10.45, og vi får skøn mad, som bliver lavet af vores køkkenmedarbejder.
Efter frokost sover de fleste vuggestuebørn. Børnehaven deler sig op, så halvdelen er ude på vores legeplads, og den anden halvdel er indenfor - det skifter hver dag. De børn, som er inde efter frokost, er altid ude om formiddagen, så alle børnehavebørn kommer ud hver dag.
Eftermiddag
Eftermiddagen fortsætter med leg og aktiviteter inde og ude.
Vuggestuebørnene får lidt at spise, efterhånden som de vågner fra luren, og i børnehaven laver vi "café", så børnene kan få lidt eftermiddagsmad, når de er klar til det - på den måde behøver børnene ikke afbryde en god leg for at spise på et bestemt tidspunkt.